Vores historie

Joan og jeg, har altid haft hund(e), ja vi mødtes faktisk i 1972  p.g.a. af en hund. Vi fik en mere og havde nu 2 bastarder (vi vidste ikke bedre den gang), nogle rigtig gode hunde, men også krævende. Sådan nogle hunde holder jo ikke evigt, så vi måtte med stor sorg sige farvel til først den store efter ca. 14 år og året efter til den lille som blev ca. 15 år. 

Nu skulle vi prøve at leve uden hund og den frihed det giver, så da nogle meget gode venner spurgte om vi ville med til Djursland og se på en gravhund uden stamtavle, da der var sket et uheld mellem en korthåret og en langhåret, sagde vi ja, men var meget enig om ikke at skulle have hund på det tidspunkt, og jeg mente at det skulle da slet ikke være et lille skravl af en gravhund, men en stor hund, hvis vi igen skulle have en. Da vores venner havde valgt deres hvalp i kuldet, kunne jeg for sjovt ikke lade være med at prøve at handle lidt med ejeren, og hvad der egentlig skete ved jeg knap nok i dag, men pludselig kiggede kone og børn på mig og sagde med begejstring i stemmen, "Nej hvor er det dejligt du også har købt en hvalp" !

Nå ja, hunden var jo købt og den var egentlig meget sød, det er de fleste dyrebørn og specielt hvalpe, så jeg måtte se at få det bedste ud af denne lille bandit. Meget hurtigt indså jeg at hunden skulle hedde Lui, opkaldt efter en af mine kollegaer, der var mager, lang og møj-stædig. Jeg var også meget overbevist om, at jeg ikke skulle lufte hunden, for hvordan ville det ikke se ud når en stor mand som jeg gik tur med en hund der var så langt nede ved jorden at man knap kunne få øje på den.

Men ak. !  Alle I der i dag har gravhund ved jo, at denne historie ikke holder. Man lever ikke længe sammen med en gravhund før man er totalt solgt, og det var jeg også ret hurtigt. Jeg indså og indrømmede, at her havde vi en hund der var utrolig kærlig, trofast, kammerat med vores børn og meget vagtsom samtidig med at den jo egentlig havde en meget praktisk størrelse. Ja jeg må indrømme, jeg faldt pladask for Lui. 

Modsat alle ods da vi kørte til Djursland, blev vi enige om, at vi skulle da have en gravhund mere (Det er sådan noget der sker når man har levet tæt med en gravhund, så er én ikke nok !). Det skulle være en ruhåret, for de så så frække ud, og den skulle også have stamtavle så vi kunne udstille den. Vi fik købt vores anden gravhund som kom til at hedde Tikko. Den var ruhåret og vildfarvet, men ak, den fik hverken skæg eller buskede øjenbryn. Vi spurgte nogle gravhundefolk på en udstilling om det betød noget i udstillings øjemed, og det mente man det gjorde, så vi kom aldrig i gang med udstillinger.

Vi var så heldige, at vi fik næsten 15 rigtig gode år sammen med Lui inden han en dag blev fundet død i vores seng. Et stort chok for os og en stor sorg at miste en hund med så stor personlighed. Vi trøstede os så i nogle år med Tikko, men da han havde rundet 16 år og 4 måneder, var han blevet træt af dage og jeg måtte tage den tunge beslutning at give ham fred. Jeg fik dyrlægen her hjem og Tikko sov ind i sin elskede kurv mens jeg holdt ham i poten.

Ja, så var vi uden hund igen, men denne gang var vi ikke i tvivl om vil skulle have gravhund eller ej, blot om hvornår det passede bedst for os. Vi ville nu gerne have en korthåret (det er jo den oprindelige gravhund) han og den måtte godt være sort. Efter at have gransket DGK's hvalpeliste kontaktede vi Kennel Buevang, og Johanne og Leif havde lige den sorte korthårede han vi havde ønsket os. Vi fik bestilt hunden, Buevang Eldorado. Det kan man jo ikke gå og kalde sin familiehund når den skal komme, så vi kaldte ham Victor. Vi besøgte vores kommende hund nogle gange og blev spurgt om vi ikke kunne tænke os at gå på udstilling med ham. Vi havde jo for 16-17 år siden haft tankerne om at gå på udstilling men vi vidste ikke rigtig, så vi prøvede lige at kigge forbi Vejen i efteråret 2004 for at se hvordan man gjorde sådan noget. Vi havde regnet med at blive en times tid, men var vist nogle af de sidste der gik sammen med Johanne og Leif.

Vi prøvede så at stille op, med meget stor hjælp fra Johanne og Leif. Det blev til et juleskue i Billund hvor vi i hvalpeklassen fik SL 2 vinder kun slået af Buevang Fernando, som vi senere har døjet så forfærdeligt med, da han altid vandt for næsen af Victor. Vi stillede op på vores første rigtige udstilling i Fredericia i en frygteligt snestorm, og her vandt vi en af vores få sejre over Fernando. 

Så havde vi vundet og hvad sker der så med en når tingene lige pludselig lykkes, vi ville da prøve igen - det er vist meget menneskeligt, og så var vi i princippet solgt og havde fået os en ny hobby, og vi var også på vej til at få et sæt nye venner som vi kunne dele vores interesse med. Dette venskab er med tiden blevet udbygget så vi også er sammen i andre sammenhæng end på udstillinger.

Nu gik det jo rigtig godt, vi tog på udstilling, til træning og snakkede meget hund med andre mennesker, som ikke syntes vi var mærkelige eller træls at høre på, som vores øvrige venner og familie nok syntes en gang imellem. Vi kunne også se, at vi vist var de eneste med kun én hund og vi havde da også talt om nr. 2. Igen på hvalpelisten, da vi ville have en hund der afstamningsmæssigt lå langt fra Buevangs linier, idet vi allerede var begyndt at tænke avl ! Vi kontaktede da Hanne V. Frederiksen, Kennel Ved Skoven's der havde et kuld hvalpe og vi var, ser vi i dag, meget heldige at få lov til at købe en tæve fra kuldet. Det var "Ved Skoven's W. Torta Di Fragole" på dansk "Jordbærtærte". Hanne var blevet inspireret af kuldets italienske far og gav hele kuldet italienske dessertnavne, sjovt og kreativt, men ikke noget man kan udtale uden øvelse og da slet ikke noget man kan kalde sin hund i det daglige, så vi var enige om at følge den italienske inspiration og da vores "Jordbærtærte" havde og stadig har, en langsgående rynke ned mellem øjnene og ud på snuden, kom hun i daglig tale til at hedde Ruga, som betyder rynke på italiensk.

Vi gik i gang med at træne og udstille Ruga på lige fod med Victor og har da også skabt nogle gode fornuftige resultater. Vi har som tidligere nævnt tænkt på, at vi godt ville prøve at gå i gang med avl. Det lyder utroligt spændende og vi har da også prøvet at planlægge lidt ud i fremtiden, bl.a. har vi d. 20. juni 2006 fået udstedt kennelmærket og vi forventer inden for de næste par år, at udvide bestanden med 2 tæver, hvor vi godt kunne tænke os at én af dem er af egen avl. Vi har også begge to deltaget i et opdrætterseminar og forventer at tilmelde os DKK's opdrætterkursus i nær fremtid.

Udgangspunktet for vores hunde er, at de er familiehunde her hos os hele deres naturlige liv. Vi syntes også, at det er spændende at deltage i udstillinger og skuer for at konkurrere med andre gravhundefolk, blandt dem mange som vi ofte mødes med til træning og så også for at dyrke det sociale samvær med mennesker med samme interesse for gravhunde som os. Så er det jo også sjovt for både hund og fører, at udvikle og vedligeholde hundens jagtinstinkter ved at træne og gå til prøve, og dem der har prøvet at gå et spor med sin hund og se den arbejde sig frem til vildtdelen eller når den arbejder med at smide en ræv ud af graven, vil nok give mig ret i, at det er en meget speciel og givende måde at være sammen med sin hund på og at man nok ikke opnår større kærlighed og hengivenhed fra sin hund når dagen er omme efter en lang dag og vi alle småtrætte er faldet til ro der hjemme. Vores erfaring, hvis man kan tillade sig at kalde 2-3 år for erfaring, er at jo mere man arbejder med sin hund og dens naturlige instinkter og anlæg, jo bedre familiehund får man og da det netop som sagt er udgangspunktet for vores hunde, så er ringen sluttet på en positiv måde.

Vi er i dag medlem af både Dansk Gravhunde Klub og Dansk Kennel Klub.

Hvad der nu sker i fremtiden med vores lille kennel, kan man se under punktet Nyheder, hvor alt af betydning vil blive skrevet. Resultater fra de prøver og udstillinger vi deltager i, kan ses under hver enkelt hunds resultater.

Jeg vil gerne slutte med at rette en stor tak til alle de gravhundefolk der i vores karrierestart har hjulpet os med alt fra træning til udstilling og prøver, og en speciel tak til Johanne og Leif Andreasen fra Kennel Buevang og Hanne V. Frederiksen fra Kennel Ved Skoven's, for deres utrættelige hjælp tidlig og sent, lige når vi har haft brug for den.

Jens Schau